Lagasafn. Ķslensk lög 12. aprķl 2024. Śtgįfa 154b. Prenta ķ tveimur dįlkum.
1798 9. febrśar
1. gr.
Eins og žaš er skylda lįnardrottins, žegar skuldunautur borgar allan höfušstól skuldabréfs, aš skila honum aftur bréfinu meš įritašri kvittun, eins į hann, žegar nokkuš er afborgaš af höfušstólnum, aš hafa viš höndina frumrit skuldabréfsins, og vera skyldur til, ķ nęrveru skuldunauts eša umbošsmanns hans, aš rita bęši į bréfiš sjįlft žaš, er afborgaš er, og aš gefa auk žess sérstaka kvittun fyrir žvķ. Ef lįnardrottinn skorast undan aš gera žetta, žį er skuldunaut (sem vottfast bżšur fram afborgun žį, er greiša skyldi) heimilt aš fresta afborguninni, žangaš til lįnardrottinn gegnir fyrrgreindri skyldu sinni; og er skuldunaut eigi skylt, mešan svo stendur, aš svara vöxtum af žeim hluta höfušstólsins, sem ķ gjalddaga var fallinn og bošinn var fram. 2. gr. Kvittanir į lausu blaši fyrir afborgunum af höfušstól, er skuldabréf er fyrir, skulu, ef afborganirnar eru eigi einnig ritašar į skuldabréfiš sjįlft, ašeins hafa gildi gagnvart žeim, sem gaf žęr śt, en eigi teljast gildar gagnvart öšrum, sem fyrir vešsetningu, framsal eša į annan löglegan hįtt eru oršnir réttmętir handhafar skuldabréfsins. 3. gr. Žó mį vaxtagreišsla vera undanžegin žessum fyrirmęlum, og sérstakar kvittanir fyrir vöxtum vera fullgildar, eigi ašeins gagnvart žeim, er śt gaf kvittunina, heldur og gagnvart hverjum öšrum, sem skuldabréfiš hefir sķšar veriš selt ķ hendur aš veši eša til eignar.